Klitta er igen klar til spejdere fra Aros
Dato: 20. maj 2012 | Af: Simon | Kategori: Alle indlægKlitta er igen klar til aftensejladser.
Læs mere om Klitta og hvor man kan henvende sig her.
Her er programmet:
Fok, Fald & Fribord
Trin 1 i sejlads – Her bliver I instrueret i sejlsætning og prøver at vende over stag og ved bomning. I lærer om tov, knob og knuder til søs og ikke mindst en masse af de mærkelige ord, der findes på et træskib.
Bøje, Bak & Bidevind
Trin 2 i sejlads – I sætter sejlene med hjælp fra besætningen og trænes i sammenhængen mellem sejl, vind og kurs. I prøver at navigere ved hjælp af GPS, kompas og søkort. Og de særligt nysgerrige kommer på rundvisning i motorrummet.
Mob, Mod & Maskine
Trin 3 i sejlads – I sætter sejlene, vender og navigerer. I prøver at øve ‘mand (genstand) over bord’ manøvren, sætte brandvand på dæk og afprøve redningsveste – så husk badetøjet!
Tang, Tjære & Tonkin
Vedligehold – På et skib er der altid noget at gøre. Tov der skal vedligeholdes, maling der skal blandes, sjækler der skal muses og meget mere. Hyggeligt modul, hvor man lærer lidt håndværk, har tid til at snakke og kan nyde skibet.
Læ, Luft & Leg
Legetur – Det er her badetøjet skal med, robåden kommer i vandet, vi forsøger at fange en vandmand og udsigten kan nydes fra masten. Bemærk at turen kræver stille vejr m.v.